Dobbeltgængeren | Litteratursiden. Oprettet: 0. 5. 0. En forkuet embedsmand, der fantaserer sig til en dobbeltgænger, der har held med sig, hvor han selv lider nederlag. Indledning. I verdenslitteraturen har jeg valgt Dostojévskijs "Dobbeltgængeren" (1. Der henvises herefter til sidetal i note 1´s angivne udgave.
Lån i din Friværdi til lav rente, Uden om Banken UdenomBanken.dk giver dig en helt ny måde at indhente tilbud på boliglån. Lån nemt og overskueligt og få svar. Geografi. Masada er en klippe vest for Dødehavet. Fjellet er nær flatt på toppen med steile klipper på alle kanter. Mot øst er klippene ca. 400m høye, mot vest. Det er efterhånden over et år siden vi på AV Blog lagde ud med en test af Samsungs LED flagskib UE46D8005. Vi var temmelig imponerede over hvor langt Samsung havde. Indledningsvis vil jeg gennemføre en litterær analyse. Gennem nykritisk analyse kan forfatterens teknikker klargøres i teksten, og gennem den historiske- biografiske og den idéhistorisk analyse kan centrale idéer og brydninger fra forfatterens og romanens tid rekonstrueres, og gennem den receptions æstetiske metode eller m. Jeg tager alle analyser i anvendelse, og den multifaceterede analyse begrundes i, at kunne få mange sandheder i, om og omkring teksten til at træde frem for læseren, hvilket befordrer en berigelse af oplevelsen. Afslutningsvis vil jeg vise, hvorledes Dostojévskijs "Dobbeltgængeren" vil indgå i et undervisningsforløb. Referat af Dobbeltgængeren. Embedsmand og titulærråd[2] Jakov Petrovič Goljádkins sind spaltes i to. Forkuethed slår ud i sindsyge. Undervejs modtager han nedværdigelse, degradering og hån. Spaltningen opleves gennem den sindsyge hovedpersons øjne. Goljádkin lever med sin tjener, går til læge, kører rundt og spiller velbjerget i en lejet karet, blamerer sig til fester og hengiver sig til forestillinger og drømme. Han elsker en kvinde, som gives bort til en anden. Han møder sin dobbeltgænger, fører samtaler med ham og er i starten dennes overmand, hvilket hurtigt ændrer sig. Dobbeltgængeren ydmyger og fortrænger ham gang på gang. Goljádkin forsøger at stritte imod og at overbevise andre om den andens forfærdelige karakter, inden den endelige kapitulation (Side 1. Til slut køres Goljádkin bort til en sindsygeanstalt, listet i baghold, med gode miner til slet spil. Med ham opløses dobbeltgængeren. Komposition. Kompositionen er som en lang nedtur, en deroute. In medias res” er her taget i anvendelse. Goljádkin har været ved lægen, og opløsningen er begyndt. Romanen indeholder breve, som det stilmæsigt også var tilfældet med Dostojevskijs første roman. Spændingspunkter viser sig gennem opbygning af pinlighed, og udløses ved eksempelvis udsmidning. Den ene skandalescene efter den anden leder mod den endelige katastrofe. Det stærkeste kompositoriske spændingsfelt finder sted mellem Goljádkin den ældre og Goljádkin den yngre, hvor vi som læsere svinger i tvivlen mellem, om den ene eller den anden er fantasi eller virkelighed. Kompositionens modsætningsfyldte og gennemgribende betydning fremstilles i afsnittet om genreindkredsning. Personkarakteristik. Navnet Goljádkin er afledt af golod der betyder sult, og golyj som betyder nøgen eller blottet. Vi har at gøre med en person, der er paranoid og føler sig forfulgt, for alt ser på ham. Det inverterede blik er det stærkeste eksempel: ”Fortroligt så hans brune kommode og stole på ham. Side 5). Han formes af omgivelserne, trods hans ønske om at være uafhængig, og kan ikke leve op til sine egne forventninger. Goljádkin hallucinerer. Han er æstetiker i Kierkegaardsk forstand. Der er ingen handlen, hvilket han taler sig fra, og er overladt til sanseligheden, og han ser og oplever alt omkring sig, men kan ikke vælge, hvis han da overhovedet har et valg? Han er tydeligvis en livsløgner, og fremstiller sig selv i samtalen med andre, som værende noget han ikke er, et aktivt handlende menneske, og afslører med sin famlende aggeren det modsatte. Det er tydeligt hos lægen Ivánovitsj (Side 1. Det ses også i forbindelse de svingende reflektioner over fornedrelserne han udsættes for. Side 9. 6). Han skræmmer ved første indtryk sine medmennesker, og derefter finder de ham latterlig. Man kan beskrive ham som et overflødigt menneske, som så mange figurer hos Dostojevskij (Side 1. Han tvinges til at genkende sig selv i en anden, ”Goljádkin den yngre”. Han foragter sig selv, og de andre om muligt endnu mere. Han ønsker anvancement i hierarkiet, men foragter den måde det gøres på af ”Goljádkin den yngre”. Goljádkin er ikke psykotisk paranoid, ellers ville han ikke mærke, at der var noget galt: ”Ak!. Det havde han anet allerede længe.”(Side 1. Goljádkin den yngre beskrives som repræsentationen af Goljádkin den ældres ønskedrøm, han formår alt det den ældre drømmer om - og foragter. Side 6. 4). Der er i bogen et kæmpegalleri af bipersoner, som ikke træder i karakter. Tid. Der er intet årstal, ingen historiske begivenheder, der fæstner handlingen. Handlingen udspiller sig over ca. Beskrivelser af materielle levn fra en tid – altså kilder i form af fysiske genstande fra den tid (f. Tid handler således ikke her om bogens udgivelsesdato. Sted. Historien finder sted i St. Petersborg, en by splittet mellem den vestlige og slaviske kultur, en by i vækst. MiljøDet hele foregår i Goljádkins lusede lejlighed, bureaukratiets kontorer, private palæer, det sociale hierarkis rammer. Miljøet udgøres også af St. Petersborgs mørke dage og hvide nætter, hvor et spøgelsesagtig, voldsomt vejr danner en fantastisk, surrealistisk baggrund. Goljádkins bevidsthed farver omgivelserne: ”Men endnu var alt drivvådt, snavset og sort og luften kvælende tyk, særligt for hr. Goljádkin , der i forvejen havde besvær med at ånde.” (Side 1. Billeder af forfald ses i beskrivelsen af Goljádkins lejlighed og at handlingen er henlagt til efteråret. Fortællerforhold. Læseren oplever gennem den kommenterende fortæller. For øvrigt vidste han i dette øjeblik næppe, hvad han gjorde. Bleg og vaklende , mere død end levende , steg han ud af vognen.”(Side 3. Goljádkin, der vidste, hvordan man skulle opføre sig…”(Side. Fortælleren har en ironisk distance til Goljádkin. Med denne oprigtige erkendelse, at han havde båret sig dumt ad,” (Side 1. Til sidst samlede der sig en uhyre masse, et uoverskueligt mylder af hr. Goljádkins genbilleder; de oversvømmede hele Petersborg – indtil en betjent endelig så sig foranlediget til at tage alle disse genbilleder ved kraven og føre dem til vagten …”(Side 1. Fortælleren provokerer og blotlægger. Fortælleren forvirrer læseren og forråder Goljádkin med den ironiske distance og bedreviden, men er alligevel ikke ukærlig. Fortælleren træder tydeligst frem, som et "jeg" i kapitel 4.”Det er selvindlysende , at min svage og stumpe pen på forhånd må opgive at skildre….”(Side 3. Side 4. 0). Fortælleren inddrager også læseren ved at bruge "vi" ”For øvrigt – vi vil ikke nægte, vi tør ikke nægte, at dersom en eller anden virkelig og for alvor havde sat sig i hovedet at ville gøre hr. Goljádkin til en klud – så havde han gjort det.”(Side 9. Fremstillingsform. Formen foreligger umiddelbart som indvendigt medsyn, men hvis fortællingen ses som en drøm, da foreligger den som bagudsyn. Der er en scenisk fremstilling med megen dialog, hvor det dramatiske aspekt driver historien frem. Stil. Sproget er mundret, direkte, springende (fra kap. Side 1. 78), fyldt med bindestreger, prikker - et åbent sprog, der skaber en dialog med læseren, hvor ikke alt foræres. Ledemotivet "dobbeltgængeren" findes helt nede i sproget, i metaforerne (Siderne 3. Side 1. 85). Biografiske forhold Fjordor Dostojevskij blev født i 1. Faderen var læge, dominerende, brutal, sentimental, påholdende, pengegrisk, jaloux, snobbet. Herfra arvede Dostojevskij en del egenskaber. Moderen gik til i en ung alder, slidt op af faderen. Barndommen var trist og afsondret, tilbragt i byen, som forblev hans verden, hvor han lærte at læse efter bibelen. Dostojevskij var allerede som barn en enspænder, søgte tilflugt i bøgernes verden. Læste i skoleårene Balzac, Sand, Hugo, Pusjkin, Gogol, med andre ord overgangen mellem romantik og realisme. Dostojevskij antages på et militær/ingeniør- internat. Han sysler videre med lysten til at være forfatter, og hans foretrukne forfattere er Schiller og Pusjkin. Han føler sig i pagt med sin tid, for han lever i en sværmerisk drømmeverden hvor alt er Schillersk ”Sturm und Drang”. Fra 1. 84. 4 må han hutle sig igennem, da han vil leve af at skrive. Han gennemarbejder gang på gang sin roman ”Fattige folk” og det lykkes han så i 1. En kreds af forfattere ser i ham en medkæmper i den revolutionære kamp, idet Dostojevskij udtrykker sympati med ydmygede sjæle og krænkede skæbner, og har en social medfølelse. P. g. a. sit syn på kunstens opgave og på kristendommen, så bryder han med denne kreds. Dobbeltgængeren udkommer 1. Heri fordyber Dostojevskij sig i psykologien, i stedet for i de sociale tilstande. Den berømmelse, han fik året før stiger ham til hovedet, omgivelserne finder ham træls, gør grin med ham og han kravler tilbage til sine drømme. Værket får en meget kritisk modtagelse. Dostojevskij gør senere 3 forsøg (1. Dostojevskijs livshistorie er i sig selv voldsom og fyldt med politiske bevægelser med radikale frihedsidealer, arrestationer, enecelle i fængsel, brutale afhøringer, dødsdom, benådning, tugthus i Sibirien, censur og forbud, ægteskab med uigengældt kærlighed, ulykkelige ydmygende forelskelser o. Det har været hans evne som kunster at kunne omkalfatre det levede liv til stor kunst, som gør det interessant. I 1. 88. 1 dør Dostojevskij af anstrengelse efter romanen Brødrene Karamazov. Han dør som en stor og farlig forfatter. De litterære inspirationskilder En meget eksplicit intertekstuel henvisning får vi fra bogens undertittel, som er ”En Petersborger Digtning”. Den peger på Alexander Puschkin´s (1. Bronzerytteren” (1. Skt. Petersborg er bygget oven på en sump. I forbindelse med en dræning oversvømmes store områder i 1. Yevgeny drives til fortvivlelse og vanvid, hvor han holder Tsar Peter den Store ansvarlig for hans ulykke, og han forbander Tsarens statue. I samme nu bliver bronzestatuen levende og forfølger Yevgeny til hans død. Andre litterære inspirationskilder er åbenbare. Nikolai Vasilievich Gogol ´s (1. Nevskij Prospekt” (1. Næsen” (1. 83. 6), hvor det realistiske tema bliver søgt givet en overvirkelig, fantastisk karakter. Man finder i dette forfatterskab en realisme blandet med grotesk fantasi og beskrivelser af forkuede mennesker.
0 Comments
Leave a Reply. |
AuthorWrite something about yourself. No need to be fancy, just an overview. Archives
December 2016
Categories |